Seminar

4. og 5. november 2023
Empire Bio, København N
Lørdag kl. 09.oo til 18.00
Søndag kl. 09.00 til 13.00
Pris 880 kr. (udsolgt)

Cinematic Moments er et seminar med fokus på spillefilmens visuelle kraft.

Film er allerstærkest og bliver til ”cinema”, når oplevelserne rammer os både mentalt og fysisk. Den tilstand er vi mest åbne for i biografens mørke rum, omgivet af lyd og med livet oplyst på det store lærred. 

På seminaret vil vi fokusere på både form og indhold og forsøge at kaste lys på hvordan spillefilmens tematiske kerne visualiseres i unikke øjeblikke. Øjeblikke, der kan oplyse både biografens magiske rum og det indre lærred hos publikum.

Med eksempler fra nyere film samt ikoniske værker, undersøges spillefilmens greb, genremiks og mangfoldige tematikker. Vi vil undersøge fortællingens åbninger, se hvad der skaber visuel spænding, se og gense unikke filmiske øjeblikke der er optaget af tiden på film. Vi vil undersøge hvordan pladsen til pausen og de emotionelle mellemrum komponeres i en dramatisk fortælling, igennem iscenesættelse af karakterer og kameraets mise en scene.

Gennem oplæg og samtaler med seminarets oplægsholdere, får vi et unikt indblik i forskellige instruktører og fotografers personlige metoder, perspektiver og udtryk. På seminaret diskuteres fortællingens sammenhængskraft gennem valget af farver, kontraster, teksturer og lys i samspillet med det lydlige og musikken. Vi vil se på filmens særlige kontakt gennem kameraets blik på skuespilleren, skuespillernes blik på hinanden og tilskuerens blik på lærredet. Hvem ser hvad og hvorfra? 

Ambitionen er at skabe et åbent kreativt rum, hvor udøvende filmskabere deler artistiske erfaringer og inspirerer med kunstneriske visioner, særligt i det samskabende forhold mellem instruktør og fotograf, hvortil en filmklipper vil bidrage til samtalen.

Måske vil seminariet Cinematic Moments kunne inspirere til nye greb og fortællinger i de nordiske spillefilm. Film, der skaber særlige øjeblikke - film med cinematic moments.


Oplægsholdere:

Maria von Hausswolff
Hlynur Pálmason
Kasper Tuxen
Joachim Trier
Martin de Thurah
Mikkel E. G. Nielsen
Nicolas Winding Refn
Dan Laustsen
Lone Scherfig
Manuel Claro


Moderatorer:

Rumle Hammerich og gæster.

Oplæg afholdes primært på dansk, få på engelsk.


Arrangementet er forbeholdt filmbranchen.

Seminariet er støttet af Nordisk Film Fonden, Det Danske Filminstitut, Danske Filminstruktører, Copenhagen Visuals og Empire Biograf og Dansk Filmfotograf Forbund